Mange reklamer ender som en fjollet karikatur. En finurlig indsigt. Et lille kammerspil. Et billigt grin. Og så et budskab.

På 20 sekunder reduceres virksomhedens dyreste stykke kommunikation til en vittighedstegning bagerst i avisen.

Måske er det en romantisk idé, vi klamrer os til. Humoren. Noget, vi lærte dengang, reklamer skulle være mere interessante end det, de solgte. Hvor man kunne få opmærksomhed, hvis man var lidt skør og anderledes.

Men i dag ser vi alt hele tiden. Vi oversvømmes af indtryk, reels, shirts, stories og punchlines. Vi mangler ikke underholdning.

Alligevel nøjes mange brands stadig med at være sjove. Som om det i sig selv er en succes. De får os til at smile, men ikke altid til at lytte. Og sjældent til at tage dem seriøst.

Hvad vil du bruge taletiden på? Fortælle en vits eller noget vigtigt?

Der er stadig plads til humor i reklame. Men den må ikke sættes på autopilot. En prut i metroen er da sjov. Men jeg er også hurtigt videre.