De bedste idéer kommer sjældent, når man sidder klar ved skrivebordet.

De dukker op på løbeturen, i badet eller når man er på vej i seng. Når hovedet rammer puden. Lige dér, hvor man egentlig burde sove.

En klar tanke. Et greb. Noget, der giver mening. Så god, at man tænker: Den glemmer jeg ikke. Det gør man.

Man falder i søvn med en følelse af at have ramt noget rigtigt. Og vågner op uden den fjerneste idé om, hvad det var. Tilbage er kun fornemmelsen.

Det er frustrerende. Og helt selvforskyldt.

For idéer er flygtige. Som et vådt stykke sæbe. Og de skylder ikke noget. De bliver ikke hængende, bare fordi de var gode.

Derfor skriver jeg alt ned. Omgående. Uanset hvor jeg er. Uanset hvad klokken er.

Skriv ned – for ellers kan du lige så godt glemme det.