Der bliver talt meget og skrevet meget. Forberedt, processeret, præsenteret og perspektiveret i en grad, så det vigtige ofte drukner i det forsigtige. Det starter som grundighed, men ender som omveje.
Vi bruger tid på tilløb, indpakning og hensyn til alt det omkringliggende. Alle skal røre bolden, før der må skydes på mål.
Men verden rykker hurtigt. Beslutninger træffes, muligheder forsvinder, vinduer lukker. For udenfor venter ingen. Og virkelighed har det ofte med at overhale omstændighed.
Så kom nu til sagen. Af respekt for modtagerens tid, for opgavens kerne og for det momentum, der gør at ting kan flytte sig.
Vi har ikke brug for flere flotte formuleringer. Vi har brug for at komme videre.
